Vedr. 4d. Nye stiforbindelser til naturen omkring Gundsømagle
Fra "Helhedsplan for Gundsømagle"
Gå til projektet
Tak for den fine Helhedsplan udarbejdet for Gundsømagle. Der er mange ting jeg kan være enig i. Bl.a. behov for seniorboliger – mindre ældrevenlige huse. Det vil der i høj grad blive brug for, da mange som os i 60’erne stadig bor i byen og ønsker at blive boende, blot i noget mindre og noget mindre krævende. En forudsætning er naturligvis, at der fortsat er indkøbsmuligheder i byen og god offentlig trafik til Roskilde og København.
Der er også behov for en sikker cykelsti til Veksø st., som mange benytter dagligt for at komme på arbejde i hovedstaden. En sikker og tryg cykelsti vil få endnu flere til at cykle til stationen, også i de mørke måneder. Til gavn for miljø og klima og ikke mindst helbredet for dem der cykler:).
Gulddysseskoven har været et stort plus for byen, og benyttes flittigt at mange borgere. Under Corona var der næsten trængsel på skovvejene, og tydelig påvirkning af dyrevildtet på grund af den megen færdsel. Mange, også udefra, benytter skoven til mountainbike-kørsel, og der er mange ridende. Man må efterhånden finde ud i krogene af skoven, hvis man vil finde ”fred” og opleve fuglelivet.
På den baggrund har jeg en stor bekymring over, at der er forslag i Helhedsplanen om etablering af stier og boardwalks fra Gundsømagle og ud i Gundsømagle mose. Mosen er en lille vild oase næsten utilgængelig for mennesker, og det betyder meget få forstyrrelser af naturen, og at sjældne og sky fuglearter som Rørdrum og Blåhals nu yngler der. Jeg mener, at man skal lade denne lille vilde plet forblive vild og vanskelig tilgængelig, så den forstyrres mindst muligt af mennesker. Der er fin adgang for mennesker til søen (som jeg ikke kan finde noget navn på) lige syd for byen, men resten af området imellem Gundsømagle sø og Gundsømagle by skal forblive uberørt og uforstyrret. Jeg er overbevist om, at Fugleværnsfonden, som ejer Gundsømagle sø, har samme ønske. Vil man opleve rørmosen, er der meget fine forhold på den sydlige side af søen, med stier, fugletårne og broer anlagt i rørskoven.
