Trafiksikkerhed og støj på Nordens Parkvej
Fra "Lokalplan 736 for Trekroner Nord"
Gå til projektet
En stor bekymring i forhold til udbygningen af Trekroner Nord knytter sig til trafiksikkerheden og trafikstøjen på Nordens Parkvej.
Der er allerede i dag med den nuværende trafikbelastning store problemer på Nordens Parkvej med biler, varevogne og renovationslastbiler, der kører væsentligt hurtigere end den tilladte farthastighed. Det skaber utryghed hos os forældre, der har børn, der dagligt krydser vejen til og fra skole og klub. Langt de fleste børn i Trekroner, som kommer i skole på enten cykel eller gå-ben skal krydse Nordens Parkvej et eller andet sted på strækningen for at kunne komme i skole. Dette gælder også selvom, man benytter de mange gode stisystemer i området.
Udover en væsentlig bekymring for trafiksikkerheden på Nordens Parkvej allerede ved den nuværende trafikbelastning - og i endnu højere grad ved en øget trafikbelastning som følge af udbygningen - så er udfordringer med trafikstøj også væsentligt at bemærke.
Nordens Parkvej er belagt med brosten flere steder på strækningen, der i kombination med heller og sving er tiltænkt som et fartreducerende greb. Den nuværende udfordring er imidlertid , at disse brosten ikke virker efter hensigten, idet de fleste biler, varevogne, renovationslastbiler og busser blot kører henover brostenene i nøjagtig samme fart, som de har kørt på den øvrige vejstrækning. Det betyder, at adskillige køretøjer dagligt kører hen over brostenene med 50 km/t, 60 km/t og nogle endda endnu hurtigere, og det medfører en høj buldrende lyd hver eneste gang. Vi bor ud til Nordens Parkvej, og selv med alle vinduer lukkede lyder det indenfor ligesom tordenvejr, hver gang et køretøj kører henover brostenene.
Såfremt der sker en udbygning af Trekroner Nord vil det jf. ovenstående to udfordringer med trafiksikkerhed og trafikstøj være nødvendigt at gentænke dels fartgrænsen på Nordens Parkvej og dels fjerne de nuværende brosten og erstatte disse med et andet fartreducerende greb, der virker efter hensigten uden samtidig at afgive så meget trafikstøj.
Med venlige hilsner
Anna
