Spring til hovedindhold

Svar på spm. stillet af kristine, vedr. brugaf hallen, leje, brugerråd mm.

Fra "Dialog om Hal 9"

Gå til projektet

Kære Kristine

Tak for de mange gode spørgsmål.

Jeg er usikker på om alle mine svar kom med nedenfor, så her de samme svar i nyt opslag.

Spørgsmål 1: Hvordan forventes de 85-100 dage om året af fordele sig over ift. helligdage, weekend- og hverdage? De events der listes op ser ud til at indeholde en del publikumsrettede aktiviteter, f.eks. koncerter. Kan I komme med et estimat af hvor mange weekender og helligdage, der vil være ledige til andre aktører?

Spm 1.

Det er vores bedste bud på fremtiden, at vi selv vil anvende Halle op til 100 dage om året. Der vil således være 265 dage til rådighed til andre aktørers aktiviteter og arrangementer. De 100 dage vi har brug for at råde over Hallen vil fordele sig både på hverdage og weekender – al vores mødeaktivitet vil være i hverdage og vi vil således ikke primært lægge beslag på weekender.

I projektbeskrivelsens Introduktion står der, at RF søgte andre muligheder bl.a. pga. prisstigninger og inflation, hvori man vurderede, at Hal 9 projektet kunne dække behovet med en økonomi i balance.

 Spørgsmål 2: Hvad forventer man at projektet i Hal 9 vil koste? Hvor stor en andel af omkostningerne forventer RF at betale, og hvor meget forventes at kunne dækkes af kommunal og fondsstøtte?

SPM 2: Det er ikke muligt at fastlægge økonomien helt endnu, da projektet som sagt ikke er udviklet. Men det er RFG selv der finansierer det fulde projekt og der er ikke kommunal støtte. Projektet er en del af vores almennyttige virke og investering i lokalområdet og en måde at løfte vores virke hele året rundt.

 Spørgsmål 3: Der nævnes en grundig behovsundersøgelse. Hvilke behov afdækkedes der her? Hvad ligger til grund for vurderingen af at en kapacitet på 350 gæster dækker behovet for de kulturelle events der skal ske i hallen?

SPM 3. Der henvises til den analyse som udviklingen af festival-hallen i vores tidligere projekt var baseret på med inddragelse af kulturaktører lokalt og nationalt, samt de aktører der var en del af det projekt.

Spørgsmål 4: Der nævnes etableringen af en black box, hvor apteringen skal understøtte optimal lys og akustik. Hvordan forholder man sig til den biograf der skal etableres i Hal 7? Er der overvejet, om man kunne samtænke de to bokse? Er der overvejet, om det er i tråd med bæredygtighedstanke og økonomi, at der vil ligge to black boxes lige ved siden af hinanden?

Spm. 4: Ja, det er der. Det er to meget forskellige kapaciteter og behov. Og biografen har en ambition om at bruge deres sal hver dag, hvilket ikke giver rum for andre aktører. Til gengæld kan jeg se rigtig stærke muligheder for at lave samlende begivenheder, hvor begge faciliteter bringes i spil.

Spørgsmål 5: Der skal etableres kontorer i hallen og indtænkes dagslys ifm. gældende arbejdsmiljøregler. Hvad er vurderingen ift. bæredygtighed og økonomi ved at etablere kontorerne her og ikke i et eksisterende kontorlandskab? Hvilke muligheder har I afsøgt i jeres analyse?

Spm. 5: Vurderingen er at der kan etableres fleksible og bæredygtige rammer ved at transformere Hallen og bygge ind i den, så vi kan etablere nye rammer omkring et åbent og levende frivilligfællesskab i bydelen. Rammer som er velegnede til at skabe og udvikle i fællesskab og som giver rum og plads til flere hele året rundt.

Spørgsmål 6: Signe Lopdrup sagde på mødet den 18., at det var planen, at andre aktører i området også skal inddrages efter projektet er gået i gang. Hvad er planen omkring inddragelse? Skal der nedsættes en arbejdsgruppe? Skal der være en besluttende enhed bestående af forskellige repræsentanter?

Spm 6: Som jeg har understreget mange gange, så er der ikke udviklet et projekt endnu. Planen fra vores side er, at invitere bredt ind i udviklingen og kvalificeringen af vores idé til et egentligt prospekt, så vi kan udskrive arkitektkonkurrence.

Spørgsmål 7: Der ønskes at etablere et dobbelthøjt atelier i Backstage arealet, og at dette er efterspurgt nu. Det forventes at dette kan styrke samarbejdet med Kunstsmedjen, det nye håndværkerkollegie mm. Er de blevet hørt ift. behov og hvordan er de tænkt ind i planen?

Spm 7: Der er heller ikke her foretaget nogen arkitektonisk bearbejdning, men udelukkende tænkt i at give plads og rum til flere der arbejder med fysiske strukturer – arkitektoniske eller kunstneriske. Faciliteterne tænkes i øvrigt åbne for andre aktører og en facilitet der er mere dynamisk og midlertidig i sin karakter og derfor kan udvikles.

Spørgsmål 8: Der står i projektbeskrivelsen "Performancehallen har i samspil med Søjlepladsen et stort potentiale for at danne ramme om store arrangementer såsom koncerter, markeder og andre større events af forskelligartet karakter." Hvor store events er der tænkt ind her i antal gæster? Der nævnes flere gange at Hal 9 nu er uisoleret og for kold i vintermånederne, og at man derfor ikke mener, at det er brugbart til events om vinteren. Vil det sige, at man i vintermånederne kun vil kunne afholde arrangementer indenfor på op til 350 personer? Eller forestiller I jer at varme op så man kan have gæster, stande mm. udenfor, og hvordan kommer det til at hænge sammen ift. drifts/lejeomkostninger samt klimahensyn ift. varmeforbrug?

Spm. 8: Det er korrekt at selve hallen, der er isoleret vil have en kapacitet, på op til 350 publikummer. Det du henviser til, er at vi ønsker at etablere Hallen , så vi kan åbne den 100% op ud til søjlepladsen og bruge den som en unik scenefacilitet til udendørsevents, ligesom vi gerne ser en udvikling af Søjlepladsens overdækning, for at sikre robusthed. Det betyder, at vi i fremtiden ville kunne afholde arrangementer hele året rundt i den nye Hal.

Spørgsmål 9: Rabalder festival er nævnt som eksempel til hvad performancehallen kan bruges til. Er arrangørerne blevet hørt om størrelsen/kapaciteten i hallen dækker behovet?

SPM. 9: Arrangørerne af Rablader er alle aktørerne på Musicon og Hallen vil være en mulig facilitet, der kan anvendes til Rabalder. Der kan som beskrevet afholdes arrangementer i hallen, i en kombination mellem Hallen og Søjlepladsen eller der kan afholdes aktivitet på henholdsvis Søjlepladsen og i Hallen uafhængigt af hinanden.

Spørgsmål 10: Der står: "Der påtænkes etableret en sekretariatsfunktion for Performancehallen som administreres af Roskilde Festival-gruppen, og som varetager praktikken omkring booking og udlån af hallen i de perioder, hvor den er til rådighed. Der påtænkes nedsat et forum for brugere, som kan være både fra lokale aktørnetværk og andre med interesse i at bruge hallen til kulturelle og almennyttige formål. Denne gruppe kan aktivt medvirke til at skabe fællesskab omkring og sikre ligeværdig adgang til

brug af hallen."

Hvad dækker de typer formål over? Vil det sige, at man ikke længere kan leje hallen til f.eks. foodtruck-marked, julemarked eller loppemarked, som er nogle af de mest velbesøgte begivenheder i dag? Og vil det sige, at RF egenhændigt godkender/afviser ansøgning om brug af hallen?

Spm 10: Det betyder at vi vil etablere et brugerråd for dem der gerne vil benytte hallen – et åbent forum, hvor vi kan drøfte og udvikle brugen af Hallen og hvor vi kan sikre et engageret delt ansvar for Hallens udvikling som samlende facilitet i bydelen. Det vi har beskrevet er, at RFG vil stille hallen til rådighed for en kostpris til almennyttige arrangementer – uden lejeafgift. Det vil fortsat være muligt at leje Hallen til kommercielle aktiviteter. Lejen skal fastlægges under hensyn til almindelige markedsvilkår.

Spørgsmål 11: Kommer RF også til at bestemme, hvad der må sælges til events som er afholdt af eksterne aktører? Er I f.eks. låst af sponsoraftaler ift. ølmærker osv., sådan at man kun nå servere dette når mam lejer hallen?

Spm. 11: Nej, det kan jeg sige meget håndfast. Det gør vi ikke. RF vil udelukkende bestemme og mene noget om leverandører og aftaler til arrangementer som RF er ansvarlig arrangør for.

Spørgsmål 12: Byggearbejdet står i tidslinjen sidst i projektbeskrivelsen til at starte op både i slutningen af 2023 og 2024. Hvilken en af dem er det? Og hvad sker der i perioden mellem evt. godkendelse af projektet den 25/11-23 og frem til byggeriet startes? Annulleres alle de events der for nu er booket i hallen, eller kan aktører fortsat benytte den?

Spm. 12: Det må Roskilde Kommune svare på, men umiddelbart vil det være min indstilling, at vi skal planlægge uden om alt der er planlagt og at vores byggeperiode skal være så kort som mulig, hvilket byggeriets karakter muliggør.

Spørgsmål 13: I projektbeskrivelsens Ambition står der, at der med afsæt i en radikal bæredygtighedsambition skal skabes en bygning, hvori bl.a. klimahensyn er kernen. Henvises der til klimahensyn under byggeriet eller ved anvendelsen? Det er det eneste sted i materialet at klimahensyn er nævnt.

Spm. 13: Der er specifikt tale om byggeriet her.

Spørgsmål 14: Dette er jeg særligt interesseret i byrådet og forvaltningens svar på. Der nævnes ikke erhverv nogle steder i materialet. I forlængelse af Spørgsmål 10 og 11 er jeg nysgerrig på om erhvervslivet er tænkt ind i løsningen. Der blev i planlægningen af området prioriteret at etablere et kultur- og erhvervsliv før man byggede boliger, for ikke at få et dødt boligkvarter. Har denne vision ændret sig, siden erhverv tilsyneladende ikke er tænkt med? Hvad forestiller man sig fra kommunens side, at dette betyder for byudviklingen i Sydbyen og hvor ønsker kommunen selv af Musicon bevæger sig hen?

Ser frem til jeres input

Kommentarer(2)

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.
Seneste kommentarer er indlæst.
Mange tak for svar, Signe :) Vi i hvert fald enige om, at det store potentiale i hallen kan udnyttes bedre. Jeg ville gerne have spurgt mere ind til især mandat ift. udvikling og brug af hallen, men kanalen her lukker om en times tid, og man skal have mulighed for at nå at svare for sig, hvis det skal foregå ordentligt. Forhåbentligt bliver der mulighed for at vende det i løbet af processen.
    Tak ILM ser frem til dialog med respekt for demokratiske principper. Kun sådan når vi hinanden, med håb og satsning på en fremtid til gavn og glæde, for så mange som overhovedet muligt (-:
    • 1 like

    Del

    Sendt af

    Nuværende status

    foreslået