Spring til hovedindhold

Stof til eftertanke

Fra "Lokalplan 736 for Trekroner Nord"

Gå til projektet

Dette indlæg skal ikke ses som kritik, men som et indlæg til debat, som Roskilde Kommune kan tage med i deres videre drøftelser.

Jeg undrer mig over, at Roskilde Kommune går imod deres egen strategi for området (jf. strategi for Roskildes grønne ring 2016).

Hvorfor skal lokalplaner altid ændres til miljøbelastende tiltag i stedet for mere natur?

Det er korrekt, at der altid har været planer om bebyggelse, men slet ikke i den grad og på så stort et område.

Det virker, som om kommunen ikke vil stå ved de oprindelige tanker for området, men i stedet lægger sig fladt ned, fordi to private investorer har fået en god idé for området – og de tænker jo kun på egen profit.

Vi har så mange skønne naturområder i Trekroner, så hvorfor ikke bevare og udvide dem endnu mere, som der gøres med Himmelev Skov, i stedet for at skabe mere betonbyggeri, trafik og nye veje, som belaster naturen og den eksisterende infrastruktur?

Dette uddrag fra en artikel i Politiken (14. maj 2026) kan også bidrage til eftertanke:

“Forskere fra DTU, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet lavede sidste år et studie, der viser, at Danmark skal reducere mængden af nybyggeri med 80 procent for at holde sig inden for de planetære grænser, så vi undgår rovdrift på klodens ressourcer. Det gælder også, selv om nye huse bliver opført i biogene materialer som træ og hamp i stedet for beton, der er mest belastende for klimaet.”

Jeg håber, at kommunen vil revurdere deres planer, og jeg vedhæfter et par billeder af et område her fra Trekroner, som jeg ville ønske, vi kunne få mere af – måske på marken over for Hospice og ved den eksisterende stikvej, vi har fået ud til det nye område i Himmelev Skov.

Kommentarer

Del

Sendt af

Nuværende status

foreslået