Roskilde Festival sikrer fornyelse til Musicon
Fra "Dialog om Hal 9"
Gå til projektet
Når vi skal skabe Musicons fremtid på lang sigt, har bydelen brug for Roskilde Festival på en central placering.
Den nuværende Hal 9 er god til store messer, men kan ikke bruges til særlig meget andet. Roskilde Festivals forslag til en anden indretning af Hal 9 sikrer bydelen en moderne og isoleret hal, som er mindre end den nuværende. Det vil betyde, at den nye Hal 9 kan bruges til en bredere vifte af arrangementer end det, vi ser i dag. Musik, kunst, teater, dans eller andre events. Hele året rundt. Også events, som trækker lidt færre tilskuere. Det giver en langt større mangfoldighed.
Forslaget rummer desuden et værkstedsområde, som efter min mening kan tilføje nye dimensioner til Musicon. Det er i Musicons og festivalens ånd at ”mødes om at bygge noget,” og jeg ser et stort potentiale i at kunstnere, unge, festival-frivillige og andre grupper kan mødes for at lære af hinanden og løse konkrete opgaver. Eksempelvis frem mod sommerens festival eller bydelsens årlige Rabalder-fest.
Kigger vi 10 eller 20 år frem, skal Musicon efter min mening ikke være kendt for store messer, men for at have skabt den slags samvær om kulturen – samt for at have opfanget de funky og uventede drejninger, der opstår i kulturlivet. Det kan Roskilde Festival og deres forslag til en ny Hal 9 sikre os.
Jakob Fälling, formand Hal 12 skatehal
