Nyt RF-domicil skaber aktiviteter for alle på Musicon
Fra "Dialog om Hal 9"
Gå til projektet

Boligselskabet Sjælland ønsker at tilkendegive vores støtte til etablering af nyt domicil for Roskilde Festival. Med placeringen af festivalens domicil i Hal 9 er tanken, at festivalen gennem hele året, kan bidrage aktivt til det nærmiljø, der er i Sydbyen, som netop også rummer flere af boligselskabets afdelinger.
Positive fællesskaber og den blandede by
Som boligselskab har vi et indgående fokus på positive fællesskaber, der understøtter møder på tværs af aktører og borgere. Det er netop grundtanken i den blandede by, som vi mener er en afgørende ambition for at imødegå en øget opdeling i vores samfund generelt.
Når vi som Boligselskab engagerer os i debatten, har det derfor rødder i vores ambition om at fremme udviklingen af blandede byer og bydele, for herigennem også at sikre de bedst mulige forudsætninger for udviklende fællesskaber.
Et mødested for alle – hele året
Roskilde Festival skaber værdi for Roskilde hele året – og ønsket om at etablere et tilgængeligt domicil, hvor en del placeres som et offentligt rum med mulighed for en mangfoldig anvendelse kan komme både kommercielle og ikke-kommercielle aktører til gode.
Etableringen af blandt andet en performancehal, der kan anvendes af og til forskellige typer af arrangementer, ser vi som et positivt tiltag.
Roskilde festival ønsker at omdanne Hal 9 fra ’råhal’, hvis fysikalitet kun tillader en forholdsvis lav benyttelsesgrad, til et sted hvor et bredt spektrum af kreative og kulturelle aktiviteter, kontorer, evt. mødested for frivillige mv. samorganiseres og skaber liv i bydelen hver dag, gennem hele året. Projektet har dermed en bred målgruppe – og vil blive til i samspil med øvrige aktører i bydelen.
Samskabelse og konstruktiv dialog
Boligselskabet Sjælland bidrager gerne gennem aktiv deltagelse i tilblivelsen af festivalens nye domicil. De mange børn og unge, der fx bor i Ringparken, vil kunne få et tæt ejerskab til stedet og derigennem stifte bekendtskab med den stærke frivillighedskultur og fællesskab, som festivalen repræsenterer.
Gennem en konstruktiv dialog forventer Boligselskabet, at det er muligt at finde en løsning, hvor de mange værdiskabende aktører der allerede i dag er med til at gøre bydelen til noget særligt, forsat kan udleve deres virkelyst og være med – sammen med Roskilde Festival – at gøre bydelen endnu mere mangfoldig og sikre aktiviteter for alle.
På vegne af Boligselskabet Sjælland,
Troels Riis Poulsen, konstitueret Direktør
