Ligeværdig Fordeling af Solcelleanlæg
Fra "To solcelleprojekter ved Ørsted"
Gå til projektet
Tak for borgermødet i går, den 12. november.
Det var tydeligt at mærke forskellen på de to udbydere, især hvad angår deres faglige viden om solceller og generel drift (samt økonomi). Det var også tydeligt at mærke frustationen over at alle disse solceller bliver planlagt indenfor meget få kilometer.
Min holdning er at der max kan være ét solcelleanlæg mellem Viby Sj. og Ørsted (en strækning på mindre end 3 km) og ikke tre. Og det åbenlyse valg burde være Momentums projekt.
Jeg anerkender nødvendigheden af bæredygtige energikilder og støtter ønsket om at styrke den grønne omstilling i vores kommune. Jeg mener dog, at placeringen af solcelleanlæg bør ske på en måde, der fordeler ansvaret ligeligt over hele Roskilde Kommune.
Derimod er det projekt, som Energigårdene ønsker at introducere, ikke noget, jeg kan støtte, da den placerer en uforholdsmæssig stor byrde på vores område plus at det visuelt er håbløst på grund af de skrånende marker ved Åbakkevej. Desuden er det en skuffelse, at der nu er planer om adgang til områder, som tidligere var markeret som utilgængelige for solcelleanlæg. Dette virker uigennemtænkt og svækker tilliden til projektets gennemsigtighed. Modsat giver dette grund til optimisme, da områder i resten af Roskilde Kommune nu kan genovervejes på førhen rød-skraverede områder.
Ørsted / Viby Sj. vil potentielt påtage sig en stor del af kommunens VE energiproduktion. En afbalanceret fordeling af solcelleanlæg vil støtte op om de lokale landskaber og fællesskaber, så de fortsat kan tiltrække beboere og fastholde et stærkt sammenhold.
Jeg håber, kommunen vil tage hensyn til disse bekymringer og arbejde for en løsning, hvor både miljøhensyn og lokal trivsel kan opretholdes.
