Høringssvar vedrørende Trekroner Nord
Fra "Lokalplan 736 for Trekroner Nord"
Gå til projektet
Bemærkninger til forslag vedr. Trekroner Nord:
- Manglende variation i boligtyper
- Manglende fælles grønne områder og faciliteter
- Pres på skole, institutioner og øvrig infrastruktur
- Trafikale udfordringer og øget belastning
- Mere usikker krydsning af vej til skole for børn i Trekroner Øst
1. Planen lægger op til 166 nye boligenheder på et relativt lille areal. Det virker som en meget tæt udbygning, hvor fokus primært er på at få plads til flest mulige boliger. Det harmonerer dårligt med resten af Trekroner, som er kendetegnet ved variation mellem boligtyper og mere luft og skovbælter mellem bebyggelserne. Det er svært at forstå, hvorfor der ikke indgår flere boligtyper, herunder parcelhuse, som er stilen i det øvrige Trekroner. Projektet fremstår ensidigt og markant tættere end resten af Trekroner.
2. Planen mangler ambitioner for fælles grønne områder. De grønne områder i planen er meget smalle og udlagt til opsamling af vand. Trekroner bliver stadig tættere bebygget, men uden tilsvarende investeringer i fælles arealer til sport, ophold og sociale aktiviteter. Der bør afsættes plads til større grønne områder med eksempelvis boldbaner, legefaciliteter, og samlingssteder fx med muligheder for en scene.
3. Derudover bør kommunen redegøre for, om skole, daginstitutioner og øvrige tilbud er dimensioneret til endnu en stor udvidelse af området. Det virker meget ambitiøst med så mange nye boligenheder uden nye institutioner fx dagtilbud, skolen, lægehus mv.
4. Det samme gælder trafikforholdene. De mange boligenheder vil øge presset på vejene mærkbart. Det bør dokumenteres, om vejnettet og trafikadgangen til området er dimensioneret til at kunen klare den yderligere belastning.
5. Relateret hertil vil den øgede trafik gøre vejen til skole mere usikker for børn, der kommer fra Trekroner Øst. Her skal børn allerede krydse Nordens Parkvej, hvor der hverken er fodgænger felt eller skolepatrulje – og hvor oversigtsforholdene er svage. Hvis trafikken øges på Nordens Parkvej bør der derfor tænkes i en mere sikker krydsning af nordens Parkvej for skolebørn – fx en cykel- og gangbro.
