Hjælp før det ender i mistrivsel og skolevægring

Hvilken fremtid drømmer du om? 

Det var overskriften på den workshop, som jeg deltog i den 22/1-24. 

Jeg drømmer om et liv… For pt. har min familie og jeg ikke meget liv med 2-3 diagnosebørn, hvoraf mindst én ikke har fået den hjælp, hun har brug for og derfor er endt i mistrivsel og skolevægring. 

Jyllands Posten havde for godt en uge siden en artikel med overskriften: “De pårørende slides ned af flere opgaver hos de ældre. Det går ud over helbredet og arbejdslivet”. Det samme gør sig i høj grad gældende for pårørende til børn og unge i mistrivsel. Har barnet noget iboende, så der er behov for ekstra støtte og særlig pædagogik, så er man nemt fanget i systemet, da familien ikke selv er herre over, om man skal ud i en plan b, c, d…. 

Jeg valgte at komme til workshoppen. Ikke fordi jeg har overskud eller tid. Jeg var også godt klar over, at min datter ville have meget svært ved, at jeg ikke var hjemme. Men fordi vi pressede familier, mangler en stemme i samfundet af den simple grund, at vi alle har et stort minus på overskudskontoen. Derfor deltog jeg. Jeg er så desværre ikke den udadvendte type og fik bl.a. derfor ikke sagt nok. Jeg havde også lidt svært ved at få indpasset mine tanker, ideer, behov og drømme i det tema, der blev fremlagde som, ”hvordan kan vi få mere ud af det vi har”. Jeg kom mere med den – ”hvordan undgår vi at miste det vi havde? Før mistrivslens”.

Verden er blevet mere kompleks - kravene er blevet større - inklusionen er blevet ”One fits all” - samtidig har vi fået en svingdørs kultur, hvor kun dem med ekstra behov ikke kan shoppe rundt i skole/job-tilbud. Den løsning jeg indtil nu har set, har i mine øjne gjort problemet værre. For at skabe trivsel, har man indført den ene uforudselighed efter den anden i troen på, at variation på budget skaber trivsel. Dette har skabt behov for endnu mere vikardækning - igen på budget - hvilket skaber endnu mere uforudseelighed og uro i klasserne. Og så går svingdøren igen… 

Lige nu tabes rigtig mange mennesker/familier i systemet. Dem der ikke kan bruge svingdøren, da familier med særlige behov ikke har samme valgfrihed. Samfundet vælger for de familier, men vælger ofte af vente og se. Det går ikke kun ud over barnet og dets fremtid, det går også i høj grad ud over hele familiens helbred, arbejdsliv samt dermed hele samfundet. 

Jeg tror, at hvis der havde været hjælp til disse familier første gang de bad om hjælp, så havde der i mange af tilfældene være overskud tilbage nu. Arbejdsliv og helbred ville være intakt og barnets fremtid ville være lys.