Bynær vildhed

Imødekom det voksende segment, der faktisk ønsker (og ikke bare lidt modstræbende kan acceptere) flere vilde arter og "uplejede udtryk" med særlige oplevelsesmuligheder i hverdagens byrum.

15 minutters havnebussejlads fra Helsingfors centrum på den meget turistbesøgte og uhyre beboelsesattraktive tidligere fæstningsø Suomenlinna / Sveaborg oplevede jeg i sommer et pragtfuldt eksempel på, hvordan forvaltningen dér godt tør kombinere høj tæthed af beboelse og erhverv med såvel ganske små enklaver af "velholdt" park på steder, der i særlig grad indbyder til det pga i forvejen velbevarede historiske parkanlæg - som større områder af meget mere vild karakter, også helt tæt på beboelseshuse, både småhuse og boligkarreer (tidligere kasernebygninger o.l.). Det var tydeligt at folk levede lykkeligt med det. (Misundelsesværdigt for en beboer på Sankt Hans Vest, der ellers har fine men forsømte potentialer for noget lignende).

Christiania i København har dele, der minder om det, og Ertholmene ligeledes.

Ergo: Tillad at mere vildskab får lov at udfolde sig helt tæt på nogle af bebyggelserne ved kilen. Opgiv den forfejlede arkitekt-ide om at det grønne skal opdeles i parklandskab og naturlandskab med helt forskellige udseendes- og pleje-idealer. Inviter mere selvgroet vildskab ind tæt på, hvor folk nu helt unødigt og misforstået bor for naturfattigt.