Bedre faciliteter til Klub Vindinge
Fra "Borgerforslag"
Gå til projektet

Forslag
Der skal bedre faciliteter til Klub Vindinge. Klub Vindinge skal være en selvstændig klub og ikke en ”skoleklub”.
Introduktion
Klub Vindinge ligger pt på Vindinge Skole, hvilket giver store udfordringer for kvaliteten af det tilbud, som klubbørnene i Vindinge tilbydes.
Grundet de ringe faciliteter i Klub Vindinge er udbuddet af aktiviteter minimalt, sammenhængskraften i klubben er ikke eksisterende, der kan ikke skabes ejerskab hos børnene eller udfoldes et stærkt pædagogisk tilbud hvilket bevirker, at børnene ikke bruger klubtilbuddet.
Baggrund
Problemet i Klub Vindinge bygger på flere elementer, men som alle vender tilbage til de faciliteter, som klubben råder over. Da klubben fysisk ligger på skolen, får børnene blot en følelse af, at de går endnu mere i skole, når de kommer til klubben. Derudover giver det enorme begrænsninger for det pædagogiske arbejde og for at skabe medejerskab hos børnene. Klubben bliver hele tiden begrænset af, at lokalerne tilhører Vindinge Skole.
Derudover er klubben opdelt i to –lokalerne på skolen og lokaler i det ”røde hus”. Dette umuliggør mange ting. Såsom at børnene kan skabe venskaber på tværs af årgange, som i stedet for at bygge på alder bygger på interesser. Det er heller ikke altid muligt, at have flere aktiviteter kørende, da personalet er fysisk spredt mellem to lokationer.
Der er ingen tvivl om, at pædagogerne i Klub Vindinge gør et kæmpe stykke arbejde under de ringe vilkår, som de får stillet. Når det er sagt, så kan det selvsagt være svært at tiltrække ny arbejdskraft til en klub, hvor forudsætningerne for et pædagogisk arbejde er nærmest ikke eksisterende.
Da det blev politisk besluttet, at klubben skulle ligge på Vindinge Skole, var det en forsøgsordning, som der blev evalueret på blot 4 måneder efter opstart. Snart 10 år senere kan ikke forsvares, at klubben ligger på skolen mere.
Antallet af indmeldte børn er steget markant siden den politiske beslutning og med bedre faciliteter vil klubben kunne tiltrække endnu flere børn. For børn mangler der ikke i Vindinge – de er der, men de bruger ikke klubben, da tilbuddet simpelthen ikke har nok tiltrækningskraft. Hvor er de børn så henne, som er bosat i Vindinge, men som ikke går i klub? Sidder de derhjemme alene og går glip af alt det gode, som klubben burde kunne tilbyde. Det kunne være musik, udeliv, dans, drama, krea, hjemkundskab, mountainbike, dyrehold mm.
Der findes utallige undersøgelser for, hvor stor en betydning et godt klubtilbud har for børn og unge. Klubben kan være medvirkende til at mindske mistrivsel, udvikle de unge og give dem selvtillid, selvstændighed og en forståelse for vores samfund. Derudover kan klubben været et fristed under pædagogiske rammer, hvor børnene kan danne relationer til nuværende og nye venner, få nye interesser og en voksenkontakt, som bygger på en uformel ramme, på aktiviteter og samvær.
Når man kommer i klubben, behøver man ikke være dygtig til noget eller interessere sig for noget på forhånd. Man behøver ej heller være den bedste eller stile efter en sejr. I klubben kan børnene være uden at skulle præstere noget særligt og der er mulighed for at snuse til forskellige aktiviteter og finde sig nye interesser.
Klubben kan altså være den sikre ramme, hvor børnene møder pædagogisk personale og kan indgå i fællesskaber med andre børn og unge. Klubben kan i stor grad være medvirkende til at mindske mistrivsel og er et rum, hvor børnene kan deltage i sociale fællesskaber.
Kommentarer
Afsluttet
Behandlet politisk
